Jeg kan mærke mit hjertes tynde hinde, og jeg tror, det er kærlighed, men der vil være et ophør, idet jeg begynder at tælle slagene – et rytmisk forsvindningsnummer – et regnvejr i de øjne der ser mig.

Det begynder at blive mørkt og du står i døren med din jakke i hånden; det ligner en afsked, tænker jeg og tager mine skuldre helt op til ørene. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale dette menneskes sprog.

Himlen nærmer sig, men lyset slipper ikke igennem skyerne, så jeg kan se at dine læber er blå. Jeg ser dine arme og det ligner at de kan bære mig, men jeg vil ikke bæres, jeg vil løftes. Jeg vil ikke dø af sandhed.

Der vil være en årstid, hvor du har bygningerne i ryggen og lyset fra lygtepælene som en hinde omkring dig, og du vil tro, at det er kærlighed. Det regner for lidt, og det skal forestille oktober.

Det er koldt i nat og månen lyser i mol. Jeg har tegnet på mine hænder, som jeg kan mærke mine øjne med, de er varme og det er, som om de har kigget for længe på dig. Der er en ørken, og du skal ikke sige noget, mens du brændemærker min hud.

Der findes ingen ord, der findes ingen fugle men de synger så fint, der findes ingen os, der findes ingen andre. Jeg vil ikke have noget af dig, jeg vil bare kende dig til vi findes.

Lad os gribe ud efter hinanden, og miste hinanden. lad os smadres, forsvinde og forelske os. Lad os sove forkrampede og kolde, forviklede og fortabte i din seng. Lad os gå ud og finde en skygge at sidde i. Lad os blive, lad os gå, lad os give op, lad os dø, lad os gøre det hele og kalde det kærlighed i et øjeblik.

Solen slår smut henover søen, og skærer træerne midt over, den er lige stået op og ligger som et frimærke udover byen. Du slutter så småt, når du skriver, og trækker punktummerne lange som skridt. Det er snart vinter, og himlen smider alt, hvad den har overbord for at blive hængende lidt endnu. Du går rundt på gaderne og har planer om at blive hos mig. Jeg siger noget indimellem, og du er smuk.

Fortæl mig, hvor tæt du har været på mig, uden jeg vidste det, og lad os låne kys fra franske film, fra nittenhundredeogseksogtres. Lad os være unge og dumme senere.
Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig lige som en økse.

Også nu hvor det igen er blevet lyst, vil mine hænder fare vild. Det afhænger ikke af, hvad der er muligt, men hvad jeg fragmenteret giver af mig selv. Sådan er jeg i kontrol, sådan mister jeg og det er godt. Også nu, hvor jeg møder en stilhed men ikke hører den og taler et sprog men ikke forstår det og drømmer ustyrligt men ikke kan bevæge mig og elsker men ikke kan finde det- også nu hvor mørket er sammensat af tunge bogstaver, hvor en lampe forråder mig, lukker jeg mine øjne om dit navn, som om intet er sket, men det er nat, afstanden er lagt og dit navn.

Du får øje på dine hænder og vender dem et par gange, mens du fortæller mig at du drømmer om Hamborg. Jeg forestiller mig dine hænder skille længsler fra postkort i Hamborg, og jeg tænker på asfalten ude foran din dør. Vi sidder på fortovet under solen, og jeg forstår det. Jeg forstår, hvorfor du er bange for at dø. Jeg er bange for, at jeg ikke kan slippe ud af den stilhed, det kræver at møde dig i. Der er en ubestemt længsel et sted i dit blik og jeg tænker, at jeg vil forsøge at afkode den, måske gøre den til noget konkret. Jeg vil bare så gerne se dig ind i øjnene og glemme alle disse ord.

Jeg river mine hænder til blods, når jeg stjæler roser, som altid når at visne i min cykelkurv, inden jeg får givet dem væk.

Jeg drukner ikke i dine kys, men jeg prøver at forsvinde, som en elefant på himlen lige så snart man har fundet sit kamera. Sådan forsvinder vi fra hinanden og opstår igen som noget nyt, men vi er bare luft. Luft og vand.

Jeg drukner i din gård, drukner i luft der omringer mig og opløser mig som skyer. Så meget luft, så meget regn. Der er intet imellem.

Jeg kan ikke forsvinde nok, men jeg kan ligge mig på din trappe, eller mit hoved på vejen, eller mit øre på dit bryst og vågne opløst uden at fare vild.

Mine hænder bløder på en meningsløs måde. som en tanke i en drøm, findes du endnu, helt og aldeles stille som et sovende spøgelse, jeg ikke kan se med mine åndssvage øjne.

Du har trukket dynen op over din næse
Og jeg spørger dig om du er vågen.
Ikke helt, siger du
Og får mig til at smile

Du leder efter dine nøgler
Og spørger om jeg har set dem.
Jeg har set dem, men jeg fortæller det ikke
Og får dig til at blive

Du har sat dig ved bordet med et glas mælk
I virkeligheden har du sat dig ved bordet med et glas vand
Men jeg tror at det er mælk
Og venter på skæg

Vi er afventende som træer om vinteren ikke omvendt. Vi er nøgne, når vi taler om os selv. Når vi taler om os selv, tæller det ikke. Vi er slet ikke genkendelige som en mol-akkord i en sang, men vi kender hinanden helt stille og helt uden andet end ord. Vi skriver for i morgen.

Vi skriver for i morgen er der ikke flere ord. I morgen er der ikke flere ord på papiret. På papiret er vi nuancerne i sekunderne, hvor vi venter på, at det skal blive mørkt. Vi venter på, at det skal blive mørkt, så vi kan blive af med hinandens anden.

Et besvimet træ ligger og fejer vejen med sin krone

Du har rejst dig fra din søvn, jeg kan næsten ikke kende dig

-

Jeg ser på den rødvinsrøde himmel, det er solens skyld

I søerne svømmer svanerne rundt som skyer på en spejlet himmel

Du siger du har set det før, jeg kan næsten ikke tro det

-

Jeg tror det er ved at blive sommer, men jeg har ikke set foråret

I vores tekopper har vi hældt rød sodavand op

Himlen spejler sig i min kop, jeg kan næsten ikke bære det

-

Forære dig alle mine smil på en enkelt aften

Jeg vil læse din hånd mens du sover

Og se dine linjer tage form

Jeg vil vågne under din dyne

For første gang igen og igen

Jeg vil sidde på en bænk i Østre anlæg

Og se det blive sommer i dit ansigt

Jeg vil åbne dine øjne med et kys

Og tegne en streg fra din livslinje over til min

Jeg vil tegne efteråret på din ryg

Og se skyggerne slænge sig mellem dine skulderblade

Jeg vil skrive et digt om en følelse

Og tage dig med hen til den

Jeg vil måle afstanden fra nu til for evigt

og skille dem fra hinanden – så der er smil nok

Jeg vil klemme din hånd på Rue de Rivoli

Og fortælle dig at jeg har læst den og at jeg nok skal passe på dig